Colourbox

Udkast til regler for markedsovervågning af droneprodukter i høring

Publiceringsdato: 09/10/2020
Udkastet til bekendtgørelsen fastsætter beføjelser og foranstaltninger, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan anvende som kontrolmyndighed til at udføre markedsovervågning af droneprodukter. Høringsfristen er den 6. november.

Europa-Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/945 af 12. marts 2019 om ubemandede luftfartøjssystemer og om tredjelandsoperatører af ubemandede luftfartøjssystemer indeholder en række produktkrav til droneprodukter, som findes og forhandles til brug for lavrisiko droneflyvninger på det indre marked.


På baggrund af forordningen sender Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen bekendtgørelse om markedsovervågning af droneområdet i høring. Reglerne i bekendtgørelsen gælder for markedsovervågning af erhvervsdrivende, der producerer, importerer eller distribuerer droner til lavrisiko droneoperationer (nævnt som droner i ”den åbne kategori”) og som er i salg på det indre marked. Udkastet har til formål at tillægge kontrolmyndigheden, her styrelsen, værktøjer, som muliggør en effektiv markedsovervågning.

Bekendtgørelsen indeholder bl.a. regler, som giver kontrolmyndigheden mulighed for følgende: 


  • Adgang til forretningslokaler, lagerlokaler og transportmidler.  
  • Adgang til de erhvervsdrivendes dokumenter, forretningsbøger og andre oplysninger vedr. droneproduktet.
  • Udtage vederlagsfrit droneprodukter til test.
  • Mulighed for at sanktionere erhvervsdrivende, som har bragt et produkt i omsætning på det indre marked, som ikke er i overensstemmelse med produktkravene i forordning (EU) 2019/945 af 12. marts 2019.

 


Der er høringsfrist den 6. november 2020.