Høring over bekendtgørelse om pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger

Publiceringsdato: 07/07/2021
Trafikstyrelsen har sendt udkast til en bekendtgørelse om pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger i høring. Høringsfristen er den 16. august 2021.
I forbindelse med aftalen om grøn transportpulje II, der er indgået den 29. april 2021, er der afsat 150 mio. kr. i 2021 og 50 mio. kr. i 2022 til en pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger. 
Aftalen er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.

Efterfølgende er der, i aftale om grøn transportpulje I af 25. juni 2021, afsat yderligere 85 mio. kr. i 2021 til samme formål. 
Denne aftale er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

Tilsammen er der dermed afsat 285 mio. kr. til ”Pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger”.

Der kan søges om tilskud til indkøb af nye, grønne færger eller til retrofit af eksisterende færger, som sejler på danske indenrigsfærgeruter, og puljen tildeles ud fra et princip om teknologineutralitet.

Der prioriteres mellem ansøgningerne på baggrund af projekternes nedbringelse af CO2 pr. tilskudskrone samt projekternes nedbringelse af øvrige emissioner.

Puljen kan søges af kommuner, som driver kommunale indenrigsfærgeruter samt selskaber, som driver kommercielle indenrigsfærgeruter.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2021.