Engangstilskud til etablering af almene boliger på mindre øer

Sidst opdateret 01/01/2021
Der kan søges om engangstilskud til etablering af almene boliger beliggende på de mindre øer.
  • Puljens størrelse
    29,1 mio. kr. (samlet for årene 2021-2026)
  • Ansøgerkreds
    Almene boligorganisationer kan gennem kommunalbestyrelsen indsende ansøgning om engangstilskud.

Hvem kan søge?

Sidst opdateret 01/01/2021

Der kan ifølge § 98 d, stk. 1 i almenboligloven og § 4, stk. 1 i Bekendtgørelse nr. 2136 af 21. december 2020 om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne og i ø-kommuner samt tilskud til nedsættelse af huslejen og godkendelse af overskridelse af maksimumsbeløb for almene boliger på småøerne ansøges om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne og i fire ø-kommuner.


Ved småøer forstås ikke-landfaste øer, der fungerer som helårssamfund med under 1.200 beboere. Det drejer sig om: Agersø, Anholt, Askø, Avernakø, Barsø, Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, En-delave, Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø, Venø og Aarø.

Ved ø-kommuner forstås Fanø Kommune, Læsø Kommune, Samsø Kommune og Ærø Kommune.

Hvad kan der søges midler til?

Sidst opdateret 01/01/2021
Der kan søges om engangstilskud til etablering af almene familie-, ungdoms- og ældreboliger på småøerne og i 4 ø-kommuner.

Hvor meget tilskud kan jeg søge?

Sidst opdateret 01/01/2021
Engangstilskuddet nedbringer anskaffelsessummen for alment byggeri og udgør 404.000 kr. (2020-prisniveau) pr. bolig.

Hvilke betingelser skal være opfyldt?

Sidst opdateret 01/01/2021

Der er en række betingelser, der skal være opfyldt, for at en boligorganisation gennem beliggenhedskommune kan søge om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne og i de 4 ø-kommuner.


For det første skal kommunalbestyrelsen i ansøgningen tilkendegive, at den vil give tilsagn om ydelsesstøtte til etablering af boligerne efter almenboliglovens § 115, stk. 1-6, eller § 117, stk. 1,
For det andet må anskaffelsessummen før fradrag af engangstilskuddet ikke overskrider maksimumsbeløbet, jf. almenboliglovens § 115, stk. 10. Det samlede engangstilskud fradrages den samlede anskaffelsessum for byggeriet, jf. almenboliglovens §§ 118 og 118 a.


For det tredje skal kommunalbestyrelsen og bygherren på ansøgningstidspunktet have indberettet byggeprojektet i Bolig- og Planstyrelsens system til støttet byggeri BOSSINF-STB på kladdestatus 10.


For det fjerde er det desuden en betingelse, at kommunalbestyrelsen senest seks måneder efter, at tilsagn er opnået, har godkendt skema A i Bolig- og Planstyrelsens system til støttet byggeri BOSSINF-STB. Såfremt kommunalbestyrelsen ikke har godkendt skema A inden fristens udløb, annulleres tilsagnet.


Hvordan søges der om tilskud?

Sidst opdateret 01/01/2021

Ansøgning om engangstilskud til etablering af almene boliger indsendes af kommunalbestyrelsen til Bolig- og Planstyrelsen. 

 

Ansøgning skal indsendes elektronisk og ved anvendelse af det til enhver tid gældende ansøgningsmateriale, som findes nedenfor.


Ansøgning

Ansøgning om tilskud til etablering af almene boliger på småøerne og i de 4 ø-kommuner

Ansøgningsskemaet er digitalt og ligger på Virk.dk.

Hvornår kan der ansøges om tilskud?

Sidst opdateret 01/01/2021

Bolig- og Planstyrelsen behandler indkomne ansøgninger om engangstilskud ved udgangen af hvert kvartal. Det sker første gang til udgangen af 31. marts 2021. 

 

Der kan indsendes ansøgninger i perioden fra 1. januar 2021 til 30. november 2026, eller så længe der inden for den fastsatte bevillingsramme er uforbrugte tilsagnsmidler, dog senest den 30. november 2026.

 

Bolig- og Planstyrelsen giver afslag på ansøgninger, som ikke opfylder betingelserne for tilsagn om engangstilskud,


Er der en venteliste?

Sidst opdateret 01/01/2021

Ansøgninger, som opfylder betingelserne for tilsagn om engangstilskud, men som ikke kan imødekommes inden for bevillingsrammen, optages på en venteliste. 

 

Midler fra annullerede tilsagn tildeles ansøgninger på ventelisten. Tildelingen sker efter den prioriterede rækkefølge. 

 

Bolig- og Planstyrelsen behandler løbende ansøgninger på venteliste, når der sker tilbagefald af midler fra annullerede tilsagn.


Hvordan prioriteres der blandt de indkomne ansøgninger?

Sidst opdateret 01/01/2021

Bolig- og Planstyrelsen behandler indkomne ansøg-ninger om engangstilskud og giver tilsagn i følgende prioriterede rækkefølge:

 

  1. Ansøgninger om etablering af almene familieboliger.
  2. Ansøgninger fra øer med det laveste antal almene boliger i forhold til det samlede antal husstande.
  3. Ansøgninger om etablering af almene boliger på øer, hvor der er venteliste til ledige boliger, eller hvor der på anden måde kan dokumenteres efterspørgsel efter boliger.

Ved de kvartalsvise tildelinger af tilsagn om tilskud gives der etableringstilskud først til almene familieboliger og herefter til de øvrige typer af almene boliger.

 

Hvis der er ansøgninger til flere boliger, end der er tilskudsramme til, vil øer og ø-kommuner med lav andel af almene boliger i forhold til det samlede antal husstande blive tildelt etableringstilskud før øer og ø-kommuner med højere andel. Øer uden almene boliger vil have fortrinsret til etableringstilskud før øer med almene boliger. Mellem øer uden almene boliger tildeles først etableringstilskud til øer med højeste antal husstande.


Hvis det ikke er muligt at tildele tilsagn om tilskud på baggrund af de to første kriterier, vil øer og ø-kommuner med den højeste ventetid opgjort i antal dage på venteliste til ledige almene boliger af den ansøgte boligtype blive tildelt først.


Hvordan udbetales engangstilskuddet?

Sidst opdateret 01/01/2021

Udbetaling Danmark udbetaler tilskuddet til bygherren som et engangsbeløb. 

 

Udbetaling finder sted ved førstkommende udbetalingstermin, efter at kommunalbestyrelsen har godkendt det endelige byggeregnskab og skema C på status 89 i Bolig- og Planstyrelsens system til støttet byggeri BOSSINF-STB.


Baggrund og lovgrundlag

Sidst opdateret 01/01/2021
Engangstilskuddene ydes på baggrund af reglerne i ’Bekendtgørelse nr. 2136 af 21. december 2020 om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne og i ø-kommuner samt tilskud til nedsættelse af huslejen og godkendelse af overskridelse af maksimumsbeløb for almene boliger på småøerne søges om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne og i 4 ø-kommuner’.

Bekendtgørelse

BEK nr. 2136 af 21/12/2020

Bekendtgørelse om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne og i økommuner samt tilskud til nedsættelse af huslejen og godkendelse af overskridelse af maksimumsbeløb for almene boliger på småøerne

Gældende fra

01/01/2021